Reduceret affald – forbedret sundhed
Indien producerer årligt omkring 62 millioner tons affald, hvoraf kun 12 millioner tons behandles før det bortskaffes. Blue Planet har med succes genoprettet over 500 hektar fra gamle lossepladser og behandlet mere end 12 millioner tons affald, hvilket mindsker behovet for nye råmaterialer og dermed reducerer CO₂-udledninger.
Patenteret løsning til e-affald
Da affaldsmængderne forventes at mere end fordobles inden 2030, er der et betydeligt behov for investeringer i innovative teknologier og løsninger inden for affaldssektoren.
Impact Fund Denmarks investering vil styrke Blue Planets kapacitet inden for to nøgleområder i Indien – genanvendelse af lossepladser og genbrug af e-affald. Virksomheden planlægger at drive et af de største centre til genanvendelse af e-affald i Indien, hvor værdifulde materialer udvindes fra elektroniske komponenter, som ellers går tabt på grund af ineffektive, sundhedsskadelige og forældede behandlingsmetoder.
Investeringen udvider samtidig virksomhedens aktiviteter med udvinding og oprydning af eksisterende lossepladser, hvilket bidrager til forbedret sundhed for lokalsamfundene.