Fra græsningsarealer for kvæg til klimaskov: Impact Fund Denmark lancerer ny skovinvestering under COP30

Mens verdens øjne er rettet mod COP30 i Belém i Amazonas, er skovene rykket helt op på klimadagsordenen. Skovene i Sydamerika er både planetens lunger og et af de mest effektive værn mod klimaforandringer, men de er samtidig under massivt pres fra afskovning og intensivt landbrug.

I Paraguay ligger enorme arealer, der i årtier har været brugt til kvæggræsning. Biodiversiteten er under pres, og klimaaftrykket er massivt. Derfor investerer Impact Fund Denmark 20m USD, svarende til ca. 130m kr., i SA Impact Forestry Fund II (SAIFF II kaldes projektet), som planter bæredygtige skove på græsarealer.

Projektet omfatter 44.200 hektar – svarende til Mors’ størrelse – hvor de vil plante millioner af træer, mens 30 % af arealet reserveres til naturgenopretning og beskyttelse. Over de næste syv år forventes skovene at binde 8,8 millioner ton CO₂, svarende til over 1,3 millioner danskeres årlige CO2-udledning inden for landets grænser. Samtidig forventes det, at projektet skaber mere end 1.300 jobs i landdistrikterne i Paraguay.

Skov er blevet en god forretning

Skov er dog ikke kun et klimaværn – det er også blevet en god forretning. Den globale efterspørgsel på træprodukter som papirmasse og byggematerialer stiger støt, og træ bliver i stigende grad betragtet som et klimavenligt råstof i byggeriet. Samtidig vokser markedet for kulstofkreditter eksplosivt, hvilket giver skovprojekter en ekstra indtægtskilde. Med en forventning om tocifrede afkast viser SAIFF II, at investeringer i skov kan levere både solide finansielle resultater og en målbar grøn effekt.

Vi får meget skov for pengene. Det her er et godt eksempel på, hvordan en investering kan levere et solidt afkast og en målbar grøn effekt. Vi omdanner store græsningsarealer for kvæg til skov, binder millioner af ton CO₂ og skaber nye jobs. Det er udvikling, forretning og klimahandling i samme bevægelse.

Lars Bo Bertram, CEO i Impact Fund Denmark.

Impact Fund Denmark vil de kommende år lede målrettet efter flere veldrevne skovprojekter, der kan hjælpe i kampen mod klimaforandringer og samtidig skabe solide afkast.

Contact