Investering i Asien skal skabe værdi af plast og holde det ude af naturen

Plastikforurening er et af de største globale miljøproblemer, vi kender til.

Udfordringen er særligt akut i Syd- og Sydøstasien, hvor regionen alene står for omkring 50 procent af verdens plastikforurening. OECD vurderer, at der i 2022 lækkede 8,4 millioner ton plast ud i naturen fra regionen. Det er mere end en tredjedel af den globale mængde. Samtidig forventes plastforbruget
bare i Indien at stige 5,5 gange frem mod 2060.

Der er brug for løsninger. Impact Fund Denmark investerer nu DKK 130 mio. ( USD 20 mio.) i Circulate Capital Asia Fund II (CCAF2). Fonden investerer massivt i virksomheder, der genanvender plast så det ikke ender i havet eller på lossepladser. Circulate Capital har netop fokus på Syd og Sydøstasien og ser store forretningsmuligheder i plastikforureningen.

Circulate Capital har siden 2018 været stærkt repræsenteret i regionen. Fondens nuværende porteføljeselskaber har oplevet betydelig vækst og reduktion af CO₂ som følge af genanvendelse. Blandt de virksomheder, fonden tidligere har investeret i, er fx Lucro i Indien, der genanvender fleksible plasttyper, Recykal, som digitaliserer affaldsstrømme, og Tridi Oasis i Indonesien, der producerer genanvendt PET-plast (polyethylenterephthalat).

Fonden har investeringsfolk i Indien, Vietnam, Thailand, Indonesien og Singapore og arbejder tæt på de markeder, hvor behovet er størst. Over ti år forventer fonden selv at investeringerne vil forhindre op i mod 30 millioner ton affald og potentielt reducere med mere end 50 millioner ton CO₂.

I Impact Fund Denmark arbejder vi for at finde investeringer, hvor solide afkast går hånd i hånd med konkrete løsninger på store globale udfordringer. Plast er et massivt problem, men også et område, hvor de rigtige virksomheder kan skabe en god forretningsmodel og samtidig gøre en enorm forskel for miljøet.

Lars Bo Bertram, CEO i Impact Fund Denmark.

Investeringen understøtter Impact Fund Denmarks ambition om at accelerere den grønne omstilling gennem investeringer, der både reducerer CO₂-udledninger og styrker cirkulære værdikæder i nogle af verdens mest plastikforurenede områder.

Ud over plastik vil fonden også se på investeringsmuligheder inden for øget genanvendelse af blandt andet papir og metaller.

Kontakt

Managing Director and Co-head of Green Energy & Infrastructure

Jonas Lau Kristensen

+45 33 63 75 05