MYDAWA vil tredoble antallet af apoteker i Uganda og Kenya

En af Østafrikas førende apoteks- og telesundhedsudbydere, MYDAWA, åbner 30 nye apoteker i Uganda, 10 nye apoteker i Kenya og udvider sin onlineapotekerplatform med det formål at nå ud til 8,4 mio. patienter årligt i 2032. IFU investerer 63,5 mio. kr. i MYDAWA's ambitiøse udvidelse.

I Uganda ligger to tredjedele af alle apoteker i hovedstaden Kampala, men kun 10 procent af befolkningen bor der. Derfor har størstedelen af befolkningen i Uganda begrænset adgang til kvalitetsmedicin og sundhedspleje.

I Kenya har myndighederne forsøgt at gennemføre kontrolretningslinjer for godkendelse af apotekers sundhedsprodukter, men ikke-certificerede produkter er stadig vidt udbredt.

For at bidrage til løsning af disse udfordringer investerer IFU 63,5 mio. kr. i MYDAWA, en førende apoteksvirksomhed, der i øjeblikket driver 21 fysiske apoteker samt onlineapoteker i Kenya og Uganda. MYDAWA distribuerer Novo Nordisks medicin og produkter til lokalbefolkningen i Kenya og samarbejder med mange store virksomheder. De leverer sundhedsydelser i Uganda og Kenyas komplicerede og ofte uoverskuelige sundhedssystemer og tilbyder læge- og telesundhedskonsultationer af høj kvalitet til overkommelige priser.

Vil åbne 40 nye apoteker og levere sundhedsydelser til 8,4 mio. patienter

IFU’s investering bidrager til, at MYDAWA kan åbne 30 nye apoteker i Uganda, hvoraf ca. 15 vil være beliggende uden for Kampala. Det vil forbedre adgangen til sundhedsydelser for de mange mennesker, der bor i bynære regioner uden for hovedstaden.

Derudover vil investeringen gøre det muligt for MYDAWA at åbne 10 fysiske apoteker og udvide deres kapacitet som onlineapotek i Kenya. Det vil bidrage til at tackle Kenyas udfordring med udbredte ikkecertificerede sundhedsprodukter, da onlineapoteket er tilgængeligt for alle kenyanske patienter, og MYDAWA’s onlineprodukter er certificerede og af høj kvalitet.

Med den betydelige udvidelse og åbning af 40 nye apoteker sigter MYDAWA mod at levere sundhedsydelser til 8,4 millioner patienter årligt i Uganda og Kenya i 2032.

MYDAWA’s mission har lige fra begyndelsen været at levere bedre sundhedsresultater for alle afrikanere ved at sikre adgang til medicin af høj kvalitet til overkommelige priser gennem forskellige og innovative kanaler. Investeringen fra IFU er et bevis på styrken ved værditilpassede partnerskaber, der understøtter afrikanske løsninger på afrikanske udfordringer. Sammen udstikker vi en kurs for at ændre adgangen til sundhedspleje, ikke kun i Kenya og Uganda, men på tværs af kontinentet.

Neil O’Lairy, grundlægger og administrerende direktør for MYDAWA.

Prioriterer kvinder i ledelsen og bekæmpelse af hiv-stigma

I Uganda er 71% af MYDAWA’s øverste ledelse kvinder, og i Kenya er tallet 66%. Det understreger, at MYDAWA er en virksomhed, der arbejder for en mere ligelig kønsfordeling i Afrika.

MYDAWA’s stærke fokus på kvindeligt lederskab er i overensstemmelse med vores ambition om at gøre en forskel med hensyn til ligestilling gennem vores investeringer. Vi ønsker fortsat at udvikle nye tilgange, der vil fastholde IFU som frontløber inden for ligestilling i investeringer i den private sektor i udviklingslandene.

Lisbeth Erlands, Senior Vice President og Head of Healthcare i IFU.

I Kenya er social stigmatisering omkring seksuel og reproduktiv sundhed almindelig, og meget få kvinder har adgang til de rigtige oplysninger og sikre produkter til at træffe oplyste beslutninger om deres helbred. MYDAWA hjælper med at løse dette ved bl.a. at levere diskret og brugervenlig service til kvindelige kunder med HIV-selvtestsæt og ved at tilbyde gratis telesundheds-konsultationer om familieplanlægning.