Impact Fund Denmark investerer ca. 65 millioner kroner (10 millioner USD) i Crown Healthcare, en kenyansk virksomhed der distribuerer medicinsk udstyr og lægemidler og arbejder for at udbrede sundhedsprodukter i høj kvalitet til en overkommelig pris. Pengene går til en ny fabrik, som lige nu er ved at blive bygget i Kenya, og som skal producere kvalitetslægemidler lokalt og i stor skala.
Forankrer produktionen lokalt
Ligesom mange andre afrikanske lande, er Kenya afhængig af import, hvor ca. 80 % af alle lægemidler importeres. Det gør bl.a. landet sårbart over for forfalskede lægemidler med forkert indhold eller oprindelse, globale forsyningskædeforstyrrelser og stigende internationale logistikomkostninger. Samtidig har det afrikanske kontinent historisk set oplevet, at kritiske lægemidler ikke kom hurtigt nok frem under sundhedskriser.
Den nye fabrik vil styrke Kenya og den bredere regions forsyningskæde ved at forankre produktionen lokalt og øge antallet af producerede kvalitetsprodukter. På den måde bliver kvalitetsmedicin meget mere tilgængeligt.
Lokal produktion skaber lokale jobs
Fabrikken vil ikke bare udbrede kvalitetsmedicin og medicinsk udstyr men også skabe 600 permanente, lokale jobs, hvilket der er hårdt brug for i en region, hvor hver tredje ung mellem 15 og 25 år i 2050 forventes at være fra Afrika.
Med denne investering bidrager vi til at udbedre tilgængeligheden af essentielle lægemidler og gøre regionen mere modstandsdygtig over for globale kriser. Samtidig skaber vi 600 lokale jobs – to ting der er helt essentielle for at indfri vores vision om at bidrage til retfærdige og inkluderende samfund.
Om Crown Healthcare
Crown Healthcare, grundlagt i 1998, opererer på tværs af den medicinske forsyningskæde – fra globalt indkøb til lokal distribution og kundesupport. For fem år siden gik virksomheden ind i distribution af lægemidler under eget label, og i dag har Crown etableret et marked for deres egne lægemidler.

External Communications Director
Thøger Kirk
+45 53 76 08 05