Ny investering skal løfte grønne startups og små virksomheder i Indien

Impact Fund Denmark investerer 145 millioner kroner i den indiske finansieringsvirksomhed BlackSoil Capital. Investeringen skal styrke adgangen til kapital for grønne startups og små virksomheder i et af verdens vigtigste vækstmarkeder og samtidig bidrage til mere inkluderende udvikling.

I Indien er manglende adgang til finansiering fortsat en af de største barrierer for, at små virksomheder og startups kan vokse. Landets sektor for mikro, små og mellemstore virksomheder står for omkring 30 procent af BNP, 40 procent af eksporten og 60 procent af arbejdsstyrken. Alligevel har mange svært ved at få lån i traditionelle banker, hvor kravene ofte er høje, og risikovilligheden lav.

BlackSoil tilbyder alternativ finansiering til blandt andet startups, små virksomheder og finansielle virksomheder i Indien.

BlackSoils fokus på små og mellemstore virksomheder samt startups er afgørende i en sektor, som udgør en så stor del af både arbejdsstyrken og Indiens økonomi. Investeringen er ikke kun med til at styrke den enkelte virksomhed, men også til at understøtte vækst, jobskabelse og fremtidig udvikling i Indien.

Lars Bo Bertram, CEO i Impact Fund Denmark.

Minimum 75 procent af Impact Fund Denmarks investering skal gå til klimarelaterede virksomheder. Det kan blandt andet være virksomheder inden for grøn energi, elektrisk mobilitet, afgrødeforsikring og mere klimarobuste metoder i landbruget. Investeringen skal dermed være med til at accelerere løsninger, der bidrager til at reducere konsekvenserne af klimaforandringer.

Den resterende del af investeringen skal bidrage til mere inkluderende udvikling og bedre økonomiske muligheder for befolkningen med de laveste indkomster. Det kan blandt andet ske gennem øget adgang til finansiering af kvindeledede virksomheder og virksomheder med en høj andel af kvindelige medarbejdere.

Kontakt