Ny rapport: Verdensmålsfonden skaber markante impact-resultater

Impact Fund Denmark har netop offentliggjort årets impactrapport for Verdensmålsfonden. Siden 2018 har fonden investeret 4,1 mia. kr. i 27 virksomheder i Afrika, Asien og Latinamerika og mobiliseret yderligere 15,3 mia. kr. til virksomhederne.


I 2025 installerede virksomhederne i fondens portefølje 3.334 MW vedvarende energikapacitet, hvilket bidrog til at undgå 3,9 millioner ton CO₂e, svarende til det årlige klimaaftryk fra næsten 400.000 danskere. Porteføljevirksomhederne leverede sundhedsydelser til 1,4 millioner patienter og gav 280.000 mikro, små og mellemstore virksomheder adgang til finansiering.

Bidrager til økonomisk vækst og udvikling

Porteføljevirksomhederne understøttede i 2025 mere end 52.000 arbejdspladser og rapporterede knap 1 mia. kr. i selskabsskat i de lande, hvor de opererer. Sammenlignet med 2024 steg beskæftigelsen med 9 procent, mens de rapporterede skattebetalinger steg med mere end 50 procent.

Verdensmålsfonden investerer offentlig kapital fra Impact Fund Denmark sammen med privat kapital fra bl.a. PKA, PensionDanmark, PFA, ATP, P+ og PenSam og bidrager til at mobilisere investeringer i udviklings- og vækstmarkeder for at skabe bæredygtig udvikling. Når fonden investerer én offentlig krone, mobiliseres næsten fire kroner yderligere i privat kapital.

Behovet for investeringer i udviklingslande er langt større, end offentlige midler kan løfte alene. Derfor er det afgørende, at vi bruger vores kapital til at få andre investorer med. Mobiliseringen af privat kapital kan skabe udvikling i en helt anden skala, og vi skaber samtidig vækst og afkast.

Lars Bo Bertram, CEO

Fondens resultater understreger Impact Fund Denmarks mission om at skabe mere bæredygtige og inkluderende samfund og mobilisere kapital til bæredygtig udvikling.

Læs rapporten her

Kontakt